Amager Strandpark

Aldrig har det været så let for københavnerne at komme til stranden. Og det gør de så. I den grad. Amager Strandpark er blevet et af Københavns nervecentre i sommersæsonen, men der er aktivitetsmuligheder året rundt.

Bare fem kilometer fra Rådhuspladsen og med tre metrostationer næsten til første klitrække ligger Københavns største badestrand og tilbyder vand- og strandliv til alle aldersgrupper.

Stranden har i sin nuværende form ikke engang holdt 10- års fødselsdag endnu, men nu hvor den er her, kan man godt undre sig over, hvordan København har kunnet klare sig uden.

Det er ikke en strand, hvor man på de varmeste sommerdage skal søge fred og ro. Det kan man få uden for sæsonen eller meget tidligt om morgenen, men i højsæsonen er strandparken et sted, hvor man bader, slikker sol, løber, cykler, sejler kajak, snorkler, prøver kræfter med aktivitetsbanen under vandet, wind- og kitesurfer, holder picnic, sopper, bygger sandslotte, kigger på mennesker, løber på rulleskøjter, spiller beachvolley, styrketræner og meget, meget mere.

Heldigvis er strandområdet så stort, at der er plads til alle aktiviteterne. Stranden er – som storebror Køge Bugt Strandpark længere mod syd – skabt ved at bygge en ny strand et stykke længere ude end den oprindelige kystlinje, så på den måde har man både fået åben strand og nogle beskyttede og børnevenlige laguner.

Badeanstalten Helgoland er genopført i ny, men genkendelig udgave. Og de gamle populære samlingssteder Femøren og Tiøren ligner sig selv med koncerter og parkliv.

Og kommer man en sommeraften, er stemningen helt sydlandsk med store grupper af familier og unge, der samles, spiser og hygger, til længe efter de første stjerner har vist sig på himlen.

Foto: Scanpix/Jan Djenner

Share Button

DATA & LINKS

Amager Strandpark
2300 København S

  • Badning, afslapning, løb, rulleskøjter, boldspil, dykning, undervandsaktivitetsbane, snorkling, wind- og kitesurfing, kajak, småbådssejlads, picnic, grill, solbadning, vandretur, legemuligheder for børn, koncerter, sportsarrangementer.
  • Man må gerne have sin hund med på stranden, men kun i snor og i badesæsonen kun på stier. Der er fritløbsområde til hunde lige nord for strandparken.
  • Uden for badesæsonen må man fiske i det meste af området.
  • Oprindelig var her et sumpet, lavvandet område. Efterhånden blev det fyldt op, og den første Amager Strand blev anlagt i 1933. I forbindelse med metrobyggeriet opstod tankerne om at forbedre stranden, og i 2005 kunne den nye Amager Strandpark åbne første gang.
  • Der er mange forklaringer på navnet Femøren og Tiøren. En af dem lyder, at man i gamle dage kunne komme ind at danse her, og det kostede fem øre. Tiøren har så fået sit navn, fordi den er større end Femøren.
  • Der er særligt i lagunen opstået et rigt undervandsmiljø med planter og fisk. En del fugle har fundet vej hertil, og i baglandet er der enkelte harer. Men det er først og fremmest aktivitetsmulighederne, der lokker.
  • Strandparken er egnet for handicappede.
  • Cafeer og iskiosker i området.
  • Picnic- og grillmuligheder.
1 km

Del lokation automatisk