Bispebjerg Kirkegård

En solbeskinnet forårsdag bliver Bispebjerg Kirkegård til et særligt udflugtsmål. Fra nær og fjern kommer gæsterne til for at fotografere en af havens attraktioner: alléen med japanske kirsebærtræer, der bliver til én lang, lyserød tunnel i blomstertiden.

Virker det upassende at kalde en kirkegård romantisk? Det kan være svært at lade være, når man er på Bispebjerg.

De danske kirkegårde er et unikt bidrag til verdens havekultur. Intet andet sted findes tilsvarende gravsteder, hvor de døde har deres egen lille og velpassede have hver især. Der er langt til forestillingen om et hjemsøgt og uhyggeligt sted, i Danmark må døden gerne være smuk, og kirkegården er de dødes have.

På Bispebjerg Kirkegårds eget kort over den store og meget besøgte kirkegård er det da heller ikke kun de vigtigste grave, der er markeret. Her er også de mest seværdige træer og vigtigste alléer tegnet ind.

Foruden kirsebæralléen er den lange poppelallé berømt og nærmest et ikon for området. Den fører hele vejen fra Grundtvigskirken til Utterslev Mose. Desværre er de 90 år gamle træer syge og skal fældes i efteråret 2014, og selv om pyramidepopler er nogle sprintertyper, vil der gå 10-15 år, før nye træer vil få alléen til at ligne sig selv.

Da kirkegården blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet, var det på baggrund af en ny idé: at brænde de døde i stedet for at begrave dem. Derfor er gravene her også hyppigst urnegrave, ofte i smukke fællesanlæg.

Der findes på kirkegården et såkaldt kolumbarium, en urnehal, hvor urnerne står på hylder. Her er også en særlig buddhistisk afdeling, lige som der på kirkegården er afdelinger for andre trosretninger end kristendom.

Foto: Scanpix/ Christian Lindgren

Share Button

DATA & LINKS

Bispebjerg Kirkegård
Frederiksborgvej 125
2400 København NV
Tlf.: 82 33 46 00
Email: kirkegaarde@tmf.kk.dk

  • Udflugt, cykeltur, løb, afslapning, kulturhistorie, havekultur. I sommerhalvåret ofte rundvisninger. Alle aktiviteter skal ske med hensyn til, at man befinder sig på en kirkegård, hvor de efterladte skal have ro og plads til at mindes.
  • Åben fra kl. 07-19 i vinterhalvåret, 07-22 fra april til september.
  • Bispebjerg Kirkegård er anlagt fra 1903 og udvidet i flere omgange. Det er en af Københavns yngste kirkegårde, og behovet for den opstod, da byen voksede voldsomt i sidste halvdel af 1800-tallet.

  • Selve haveanlægget kan man takke daværende stadsgartner Edvard Glæsel for. Han var en af tidens absolut vigtigste havearkitekter og stod også bag udformningen af Vestre Kirkegård, haveanlæggene ved Københavns Rådhus, Det Kongelige Biblioteks Have og Fælledparken – foruden en række private haver til danske slotte og herregårde.

  • Flere berømte personer har gravsted på Bispebjerg Kirkegård, det gælder bl.a. forfatteren Johannes V. Jensen og astromekaniker Jens Olsen, manden bag ’Jens Olsens Verdensur’ i Københavns Rådhus.
  • Et af de oprindelige kapeller og krematorier er i 2012 åbnet som Dansekapellet.
  • Efter en større ombygning er det nu et levende kulturhus for dans under Københavns Kommune og et af Nordeuropas største dansehuse.
  • Mange specielle træer og beplantninger.
  • Mange insekter og sangfugle.
  • I træerne bl.a. flagermus, der jagter insekter om aftenen.
  • De store stier er egnede for kørestolsbrugere.
  • Nej, men man kan godt tage sin mad med og spise i fred og ro.
1 km

Del lokation automatisk