ByOasen i De Gamles By

Hønsene kagler, gederne bræger, i volieren synger parakitterne, og rundt om i træerne hører man de fritlevende fugle. ByOasen er en grøn oase fuld af liv. Et åbent aktivitetssted for både unge og gamle i alle aldre placeret på en af byens ukendte grønne perler i De Gamles By på Nørrebro.

Det startede som er lokalt miljøinitiativ. I dag er det et bemandet, kommunalt støttet område, hvor lokale beboere og daginstitutioner har små kolonihaver. Beboergrupper og beboere fra plejehjemmet i De Gamles By dyrker grøntsager i højbede. Og så er her masser af dyr, som både børn og voksne kan komme og opleve.

I en særlig fold midt på den store græsplæne lever et hold dværggeder. Kaninerne har deres eget hus, og hønsene har deres hønsegård. Andre steder kan man møde mus og marsvin.

Og så er det hele placeret på og omkring en stor plæne med gamle træer, hvor man kan slå sig ned i græsset med sin bog eller iPad eller bænke sig omkring borde i det grønne med sin medbragte mad.

ByOasen ligger som en del af De Gamles By, så her er masser af mulighed for kontakt og samspil mellem generationerne. Inde på en stor plads midt i De Gamles By ligger et stort orangeri, hvor der serveres kaffe, og hvor kanariefugle, undulater og parakitter højlydt underholder fra deres volierer.

Ude på den store græsplæne er der både et udekøkken og en bålplads, og ByOasen, som er åben for alle, afholder mange arrangementer i løbet af året.

Foto: Søren Rud

Share Button

DATA & LINKS

ByOasen
Møllegade 25C
2200 København N
Telefon/fax: 20 58 42 72
Email: byoasen@live.dk

  • Leg, bålplads, udekøkken, picnic, dyrkning af grøntsager, klappe og kæle med dyrene, lege i det grønne og opleve fugle i voliere.
  • Naturaktiviteter for alle aldersgrupper.
  • Åben på hverdage kl. 9.30-17.30 (vinter til kl. 16). Weekend og helligdage kl. 10-13.
  • ByOasen er oprindeligt et gammel og nærmest ukendt parkområde i De Gamles By. I 2008 gik en gruppe lokale beboere fra Miljømidtpunkt Nørrebro i gang med at skabe en aktiv, grøn oase i den gamle park. De fik støtte fra mange sider.
  • Fra januar 2014 fik ByOasen status som kommunalt bemandet legeplads.
  • ByOasens vision er at skabe natur, miljø og sundhed på Nørrebro og fungerer som et samlingssted for børn og unge, der på tværs af målgrupper kan komme og deltage i forskellige aktiviteter under temaerne miljø, sundhed og natur.
  • Der findes adskillige gamle træer og en stor græsplæne.
  • Stier og pladser i områder er velegnet for kørestolsbrugere.
  • Der serveres kaffe i Orangeriet.
  • Mad og drikke kan købes i nærliggende butikker.
1 km

Del lokation automatisk