Fælledparken

Med 11 millioner besøgende årligt er Fælledparken næppe nogen hemmelighed for de fleste, men for folk, der ikke har været der i nogle år, kan den rumme mange overraskelser. Efter en omfattende renovering er der i dag næsten ingen grænser for, hvad man – midt i alt det grønne og omsluttet af en tæt træbevoksning – kan kaste sig ud i af aktiviteter her på den gamle fælled.

I de seneste hundrede år har Fælledparken haft adskillige fodboldbaner. Her bliver afholdt fester, musikarrangementer og de traditionelle 1. maj-møder. Folk har løbet , spadseret og slænget sig i solen på de store grønne plæner, og børnene har boltret sig i parkens soppebassin.

Inden for de seneste år er parkens tilbud blevet udvidet med Nordeuropas største skaterpark og en række legepladser og aktivitetstilbud til både børn og voksne. I Sansehaven kan både store og små nyde velduftende planter, føle sig til forskellige materialers overflade og form og udfordre kroppen i havens labyrint.

Løbehjulsbanen er egnet til både børn, unge og voksne. I den nordøstligste ende af parken er lavet et sammenhængende ’aktivitetsbånd’, hvor både børn og voksne kan lege, spilles, træne og tumle. Aktivitetsbåndet rummer gynger, små fodboldbaner, sandområde og klatreområde samt et område, hvor man kan træne og strække ud.

Desuden er der masser af muligheder for at nyde naturen omkring den store sø eller mellem de mange træbeplantninger. Og så er det jo også her, Danmarks nationalstadion, Parken, ligger.

Foto: Scanpix/Bax Lindhardt

Share Button

DATA & LINKS

Fælledparken
Østre Allé
2100 København Ø

  • Boldspil, løbe- og gåture, petanque, legepladser, skaterpark, sansehave, picnic, solbadning m.m.
  • Oprindelig var det et fælledområde brugt som græsningsareal for kreaturer.
  • Den blev også anvendt som henrettelsesplads. Det var her, Struensee blev henrettet i 1772 for øjnene af 30.000 mennesker.
  • ’Slaget på Fælleden’ foregik i 1872, hvor politiet nedkæmpede demonstrerende arbejdere og fængslede deres leder, Louis Pio.
  • Siden 1890 har arbejderbevægelsen holdt sine 1. maj-demonstrationer i Fælledparken.
  • Lunde- og skovbeplantning med bøg og eg.
  • Langs søen findes nåletræer, vingevalnød, hængepil og blomstrende staudehave.
  • Der findes over 65 forskellige fuglearter i parken og flere forskellige slags flagermus.
  • Handicaptoiletter og adgang for kørestolsbrugere.
  • Café Pavillonen midt i parken har åbent i sommerhalvåret fra kl. 12 (søndag fra kl. 11).
1 km

Del lokation automatisk