Farum Søsti

Hov, dér var da en rørhøg. Den har gang i det helt store luftshow og skriger mågeagtigt imens. Er showet godt nok, falder en rørhøgehun eller tre nok for kunsterne. De dygtigste hanner nøjes ikke med én dame, når de nu kan score flere. Farum Søsti er et af de områder, hvor man kan opleve den elegante rovfugl i fuld fart, men det ualmindeligt smukke område byder på meget mere end det.

Turen rundt om søen er 10 kilometer og dermed den perfekte vandretur til en formiddag eller eftermiddag. Den er smuk på alle årstider, og efter at stierne i 2012 blev sat i system, er det blevet lettere at gå hele vejen rundt, også selv om man ikke kender turen på forhånd. Sten viser vejen rundt de steder, hvor man eventuelt kan være i tvivl.

Farum Søsti byder på noget af det smukkeste og mest romantiske natur, vi har i Danmark. Høje bøgetræer helt ned til søen, skjulte kroge, enge og overdrev, spor efter oldtiden, blomstrende tjørn og kirsebær og sjældne planter som den stærkt truede lille tørveviol.

En søndag og i sommerferien får man sjældent søstien for sig selv. Den er meget populær blandt cyklister, løbere og vandrere. Men der er god plads. På andre årstider kan man på lange strækninger få en fornemmelse af at være alene i naturen. Generelt er den sydlige søbred – på Værløse-siden – den mindst befærdede.

Vil man hellere opdage søen og dens natur vandet end ved vandet, kan man i sommerhalvåret leje robåde tæt ved Farum Station. Søen er også meget populær blandt kajak- og kanofarere, der kan fortsætte ud i den langt større Furesø gennem en kanal tæt ved bådudlejningen.

Foto: Scanpix/Anders Tvevad

Share Button
  • Vandreture, løb, cykling, fiskeri, picnic, robåde, kano- og kajaksejlads, mad over bål, primitiv overnatning, fuglekigning, oldtidsspor.
  • Ude i søen ligger en lillebitte ø, Klaus Nars Holm. Ifølge legenden var Klaus nar ved kong Valdemar Atterdags hof. Efter lang tids tro tjeneste bad han kongen om en af de danske øer som belønning – og fik den lille klat land i Farum Sø.
  • Farum Sø er en del af Mølleå-systemet og er skabt af smeltevand under seneste istid. Naturen i området er varieret. Bøgetræer dominerer en del af området – i søen er det især græsarten tagrør, man  ser. Flere sjældne og beskyttede dyrearter lever her, bl.a. stor vandsalamander og den specielle skæv vindelsnegl.

  • Af større pattedyr er her grævling, ræv og rådyr. Søen er internationalt fuglebeskyttelsesområde.

  • Fuglelivet er mangfoldigt, og fra et fugletårn på den sydlige søbred kan man overskue en stor del af det. Her er alt fra småfugle som isfugl til – nu og da – den gigantiske havørn.
  • Dele af stien kan benyttes af kørestolsbrugere.
  • Nej, men mange steder at nyde sin medbragte mad, eventuelt over bål.
1 km

Del lokation automatisk