J.C. Jacobsens Have

Selvom Carlsberg Byen emmer af liv og modernitet, så er det fortsat muligt at finde en tidslomme, der bringer den besøgende halvandet hundrede år tilbage i tiden. Det er brygger J.C. Jacobsens private have, som ligger i forbindelse med hans gamle privatbolig og blev anlagt samtidig med, at han åbnede sit bryggeri på Valby Bakke i 1848.

Haven har været lukket i 160 år og blev først åbnet for offentligheden i 2008. Den er ca. på størrelse med Kgs. Nytorv og anlagt som en romantisk have med små bakker, søer, krat, snoede stier, hække og en åben plæne med et storslået magnolietræ. Selvom den fremstår som et naturligt landskab, er intet overladt til tilfældighederne.

Haven byder på et farveflor af blomster, som skifter hen igennem forår, sommer og efterår. Der er 74 forskellige planter og træer, og mange af dem har brygger Jacobsen selv hentet hjem fra sine rejser i udlandet. Bakkerne er skabt af jord fra udgravninger af bryggeriets kældre.

Når man slentrer op gennem den romantiske filosofgang eller ad havens andre stier, går man i fodsporene på nogle af ikke blot Danmarks, men verdens store personligheder. Efter bryggeren døde, blev hans villa indrettet til æresbolig, hvor nobelpristageren Niels Bohr boede frem til sin død i 1962.

I bryggerens tid blev haven besøgt af bl.a. H.C. Andersen, den franske videnskabsmand Louis Pasteur og 1800-tallets største danske kunstnere. Mens Niels Bohr residerede i æresboligen, modtog han bl.a. besøg af Albert Einstein, Indiens premierminister Nehru, sin tyske kollega Werner Heisenberg og atombombens opfinder, Robert Oppenheimer, som han diskuterede fysikkens og verdens problemer med på spadsereture i haven.

Foto : Kontraframe

Share Button
  • Slentreture, picnic, solbadning, oplevelse af sjældne træer og planter – og af historiens vingesus . Evt. en afstikker til de fysiske aktiviteter på Boble Plads, som ligger lige ved siden af.
  • Efter at have overtaget sin fars bryggeri i Brolæggerstræde midt i Københavns Indre By i 1835 byggede J.C. Jacobsen i 1848 bryggeriet Carlsberg – opkaldt efter hans søn, Carl – på Valby Bakke. Han blev ikke alene en af landets rigeste mænd, men fik også en kolossal indflydelse på Danmarks kulturliv. Han deltog i indførelsen af en fri forfatning i Danmark som afløser for enevælden.
  • H.C. Andersen besøgte første gang J.C. Jacobsen og hans have i 1868. Han tog sporvognen inde fra byen til Pile Allé, men det kneb for ham at finde vej til Carlsberg. Han gik en lang omvej gennem Søndermarken og ankom træt og tilsølet af mudder og dynd. Siden gik det nemmere, og digteren foretog mange søndagsvisitter hos brygger Jacobsen og hans hustru.
  • Haven rummer 74 forskellige eksotiske planter og træer og er anlagt som en romantisk landskabshave, der er beskyttet af træer og hække. Bl.a. rummer den en romantisk ’filosofgang’.
  • Haven anses for at være den bedst bevarede have af sin art i Danmark.
  • Havens stier er ikke specielt egnede for kørestolsbrugere.
  • Der er flere caféer samt et supermarked i Carlsberg Byen.
1 km

Del lokation automatisk