Mølleådalen

Mølleådalen er ikke blot et af de smukkeste naturområder i københavnsområdet. Det er også en strækning, som emmer af kultur og historie. Ved vandmøllerne langs åen lå den danske industris vugge , og undervejs i enten kano, på cykel eller til bens møder man et varieret landskab med småskove, moser, enge, rørskove og ellesumpe. Det nærmeste, vi kommer på et dansk Amazonas.

Der kan lejes kanoer ved både Frederiksdal og ved Lyngby Sø på Nybrovej, og der går cykel- løbe- og vandrestier gennem det meste af ådalen, som strækker sig fra Lyngby og ud til Øresund ved Strandmøllen. På dette stykke har åen et fald på 19 meter, og det er grunden til, at man allerede i 1600-tallet anlagde en række industrier drevet af vandmøller.

De smukke gamle industribygninger står der endnu, og  der er flere steder indrettet restauranter, hvis man skulle have glemt madpakken. Undervejs er der også indrettet bålpladser, og man kan samle brænde i skoven. I flere af mølledammene er der frit fiskeri.

I de tidlige sommernætter høres nattergalen, og om vinteren ses den sjældne gæst vandstæren ved mølledammene. Året rundt er her et livligt fugleliv: spætter, stære, mejser, og hvis man er heldig, støder man også på isfuglen.

Det er intet mindre end en bjergtagende oplevelse, hvor man både kan få brugt sine kræfter på at komme frem og nyde de helt usædvanlige naturoplevelser, samtidig med at historien passerer forbi. En oplevelse, som kun de færreste under sig selv. Så prøv det!

Foto: Scanpix/ Kasper Monty

Share Button

DATA & LINKS

Mølleådalen
Nybrovej 384
2800 Kongens Lyngby
Tlf./fax: +45 28 14 39 19
Email: Kontakt@nybrokano.dk

  • Kanosejlads, cykel-, gå- og løbeture, fiskeri.  Picnic  og mad over bål.
  • Masser af naturoplevelser og mulighed for kulturindtryk.
  • Der er kanoudlejning fra 15. april til 1. oktober.
  • Der blev i 1600-tallet anlagt seks vandmøller ved Raadvad, Brede, Ørholm, Nymølle, Stampemølle og Strandmølle, og de producerede krudt, metalvarer og papir. De sidste industrier lukkede i midten af 1900-tallet.
  • Hele Mølleåen er 36 km lang og starter ved Bastrup Sø. Allerede i middelalderen anlagde man her de første kornmøller. Flere møller er dag overtaget af Nationalmuseet.
  • Rørskov, sumpe, moser, skov med løvtræer, som hænger ud over åen.
  • Fuglelivet består bl.a. af spætte, stær, mejse, træløber, spætmejse, natugle, fiskehejre og i heldigste fald også isfuglen.
  • Der er flere restauranter undervejs ved de tidligere vandmøller.
  • Enkelte steder er der også indrettet bålpladser og primitive overnatningspladser.
1 km

Del lokation automatisk