Naturcenter Amager

Fem minutters gang fra metrostation Vestamager venter vildmarken. Eller så godt som. I hvert fald er Vestamager, eller Kalvebod Fælled, et fuldstændigt enestående naturområde så tæt på en millionby som København. På mindre end et kvarter kan man komme fra storbyjunglen til en sand savanne.

Her er højt til himlen, store linjer, sjældne fugle, et væld af insekter og fredede padder samt flokkevis af hjorte og græssende kvæg og får på et område, der er mere end dobbelt så stor som den langt mere kendte Dyrehaven.

Porten til hele herligheden er Naturcenter Amager, hvor børn og voksne året rundt kan få naturvejledning og inspiration til en masse aktiviteter.

Man kan også leje eller låne diverse friluftsudstyr, så man kan komme ud at studere naturen, tænde bål, bage snobrød og poppe popcorn, genkende fugle eller leje cykler, løbehjul og rulleskøjter, så transporten rundt i området går lidt hurtigere.

Det kan man godt blive glad for. Afstandene herude under den høje himmel er store, og vejene er for det meste snorlige. Det skyldes, at hele området er gammelt militært øvelsesterræn. Indimellem ses nogle forhøjninger i det ellers flade landskab. Også de stammer fra militærets tid herude.

Tæt ved naturcentret ligger den store naturlegeplads Himmelhøj, der indbyder til mange lege og aktiviteter i fire forskellige områder. De er skabt af den italienske landskabskunstner Alfio Bonanno og er samtidig skulpturer på kanten mellem den moderne Ørestad og den vilde fælled.

Foto: Scanpix/Kontraframe

Share Button

DATA & LINKS

Naturcenter Amager
Granatvej 3-15
2770 Kastrup

  • Bål, primitiv overnatning, cykelture, hestevognskørsel, ridning, vandretur, naturaktiviteter som insektsafari og fuglekigning, fiskeri, naturvejledning, naturlegeplads, picnic.
  • Mulighed for leje af udstyr i naturcentret.
  • Vestamager ligger for en stor dels vedkommende under havets overflade. Området blev inddæmmet under Anden Verdenskrig som led i et beskæftigelsesprojekt, der skulle sikre danske mænd mod at blive sendt på tvangsarbejde i Tyskland. Derefter blev det brugt til militært øvelsesterræn frem til 1984. Der var endeligt ryddet op efter militæret i 2010. I dag er området fredet.
  • Vestamager var indtil 1984 militært øvelsesterræn og blev først åbnet for publikum, da der var fjernet mere end et ton gamle granater og en masse anden ammunition. Nogle af dem kan ses i naturcentret.
  • En lang række fuglearter, mange sjældne, bl.a. havørn og den smukke blå kærhøg samt verdens hurtigste dyr, vandrefalken. Den har udviklet en særlig jagtteknik, så den kan styrtdykke og torpedere sit bytte med over 300 km/t.
  • Her er også cirka 400 dådyr.
  • I kanaler og diger er der fisk, frøer og Danmarks største slange, den fredelige og (for mennesker) ufarlige snog. Her er også mange insekter.
  • De lange, lige veje er velegnede for kørestolsbrugere, men afstandene er store. Naturcentret råder over en cykeltaxa, som er egnet til at cykle gangbesværede rundt i.
  • Der er niveaufri adgang til Friluftshuset i naturcentret, hvor der også er handicaptoilet.
  • Man kan tage madpakke med, og der er mange steder, man kan spise den og eventuelt lave bål.
  • Der er et traktørsted i tilknytning til Naturcenter Amager. Der er også café med spisning i den markante bygning 8-tallet, der ligger på kanten til Vestamager tæt ved naturcentret.
1 km

Del lokation automatisk