Raadvad

Som en historisk og isoleret lomme inde midt i skoven ligger den fredede landsby Raadvad og mølledammen, Raadvad Dam, lige på grænsen mellem Dyrehaven og Jægersborg Hegn. Omgivelserne har stort set ikke ændret sig de seneste 300 år. Er man heldig, vil man både kunne opleve fiskeørn og isfugl fouragere i dammen.

Vi er lige midt i danmarkshistorien, hvor en af landets første industrier blev grundlagt ved Mølleåen i midten af 1600-tallet. Her er blevet lavet både krudt, mel og metalvarer, og efterhånden rejste der sig en hel lille by af arbejderboliger for de ansatte på det, der blev Raadvad Knivfabrik.

Byen ligger der stadig, som den så ud for langt over to hundrede år siden, og er et af de smukkeste steder at dvæle ved historien eller benytte som udgangspunkt for ture langs Mølleåen.

Her er direkte afgang til Dyrehaven gennem den røde port, eller man kan gå på opdagelse i Jægersborg Hegn med dets frodige plante- og dyreliv.

Ved Raadvad er der et vandrerhjem indrettet i den gamle landsbyskole. Ved Stampenskoven under en kilometer derfra er der en primitiv lejrplads og en bålplads. I Mølledammen  ved Raadvad er det tilladt af fiske med stang uden et fiskekort.

Foto: Søren Rud

Share Button
  • Naturoplevelser, gå- og løbeture, fiskeri, historie, overnatning i det fri, mad over bål.
  • Mølledammen er en kunstig skabt dam, som stemmede vandet op fra Mølleåen, for at det mere effektivt kunne drive vandmøllen.
  • Der var fabrikation af knive og brødskærere  i Raadvad frem til 1973.
  • Siden 1986 har Center for Bygningsbevaring haft til huse i Raadvad-industribygningerne, hvor man bevarer og vedligeholder gamle håndværk og byggeteknikker.
  • I området omkring Raadvad er der 400 forskellige plantearter fra anemoner, følfod, bøg, eg og pil til spiselige svampe om efteråret.
  • I Mølledammen lever der skaller, gedder og brasen.

  • Fuglelivet omfatter bl.a. spætter, spætmejser, træløbere, isfugl og med mellemrum fiskeørn.
  • Der er adgang for kørestolsbrugere i områder ved Raadvad.
  • Raadvad Kro er et gammelt traktørsted og har åbent  tirsdag til lørdag 12-15 og 18-21 samt søndag 10-15.
  • Mad til bål kan medbringes.
1 km

Del lokation automatisk