Refshaleøen

Engang var det arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nu kan man vælge at se Refshaleøen som et monument over fordums storhed, men halvøen er samtidig grobund for de vildeste ideer og aktiviteter.

Det rå industrikvarter er i hastig forvandling, og hvor der før blev produceret dansk maskineri og skibe i verdensklasse, er der nu overraskende gallerier, koncertsteder, sportsmuligheder, strandbarer, restauranter, rumraketproduktion… det er, som om, det meste kan lade sig gøre på halvøen. Inklusive at afholde et Melodi Grand Prix i en ellers forladt hal, hvor der engang blev samlet skibe.

Man kan vælge at betale sig fra at stå på vandski på kabelbanen ved indgangen til Refshaleøen, køre gokart, klatre i verdens højeste indendørs klatrebane, sejle kajak, spille beachvolley – også indendørs – eller gå til en af de mange kulturbegivenheder, der finder sted her i løbet af året. Metalmusikfestivalen Copenhell er den mest markante.

Men det er også et fantastisk sted at gå eller at cykle en tur og fornemme et København under forandring. Bygninger forfalder, nye opstår. Hvor der før var asfalt, dukker der planter op. Hvor der før var planter, bliver der bygget.

Man kan lade fantasien få frit løb en kold vinterdag, hvor her virker ekstra forladt, og forsøge at forestille sig tusindvis af mennesker i arbejde på det gigantiske B&W-skibsværft. Her blev verdens første oceangående motorskib, Selandia, bygget i 1912.

Skibsværftet lukkede i 1996. I dag er Refshaleøen et københavnsk Klondyke, men med tiden er det meningen, at der også skal være boliger her. Og at værftsøen skal være Københavns første CO2-neutrale bydel.

Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Share Button
  • Klatring, gokart, paintball, vandski, boldspil, kajak, afslapning, sejlads, bungee jump, koncerter, picnic, kulturhistorie, cykling, løbetur, fiskeri, vandretur, loppemarked.
  • Halvøen er kunstigt skabt af opfyldninger fra uddybningen af Københavns Havn i 1800-tallet. I 1872 anlagde Burmeister & Wain, B&W, et skibsværft her. Virksomheden var også ekspert i fremstilling af motorer, men det foregik på Christianshavn. Nu skulle der bygges store skibe, og der var plads på Refshaleøen.

  • B&W blev et af verdens førende skibsværfter, blandt andet på grund af produktionsmetoder, hvor man kunne samle skibene indendørs i gigantiske haller. Det er nogle af dem, man stadig kan se på Refshaleøen.
  • Det er også en del af arbejderbevægelsens historie i Danmark. Arbejdspladsen var en af Danmarks absolut største, og strejker var ikke ualmindelige, hvis vilkårene gik B&W-arbejderne imod. De var en reel magtfaktor i samfundet og i årtier en drivende kraft i arbejderbevægelsens kamp for løn og arbejdsvilkår i Danmark.
  • Refshaleøen hedder sådan, fordi den set på et kort har en vis lighed med en rævehale.
  • Selv om Refshaleøen har været brugt til sværindustri i over 100 år, opleves en stor del af området som grønt. Der er mange gamle træer, og græs og blomster som rejnfan og krat som brombær breder sig, hvor de får lov. Flere steder på Refshaleøen kan man se, hvordan naturen gradvis kan overtage et område, når det ikke længere passes af mennesker.

  • I vandet omkring halvøen er der mange fisk, og ved rensningsanlægget Lynetten står der hyppigt lystfiskere. Det er et af de steder i Københavns Havn, hvor fiskeri er tilladt.
  • De fleste steder på Refshaleøen er tilgængelige for kørestolsbrugere.
  • Flere restauranter/caféer i området, men også et godt sted til en picnic.
1 km

Del lokation automatisk